Vallensbæk-røvere undgik farvepatron

Farvepatronerne er en af de foranstaltninger, der har ført til, at der i de seneste år er blevet røvet langt færre pengetransporter end tidligere. I aftes manglede den.
Farvepatronerne er en af de foranstaltninger, der har ført til, at der i de seneste år er blevet røvet langt færre pengetransporter end tidligere. I aftes manglede den.
Lyt til artiklen

Normalt fører et vellykket røveri mod en pengetransport til skuffelse for røverne.

For i danske pengetransporter er det standard, at kufferterne, som pengene ligger i, er monteret med farvepatroner, så pengene ødelægges ved et røveri.

Men de to røvere, der i går røvede en pengetransport fra selskabet Dansk Værdihåndtering, er heldigere stillet.

Transportens pengekufferter var nemlig ikke forsynet med farvepatroner. Det betyder, at røverne - som endnu ikke er blevet fanget - frit kan bruge pengene fra deres kup.

»Der har tilsyneladende ikke været nogen farvepatroner i. I øjeblikket er vi ved at undersøge hvorfor«, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson fra Københavns Vestegns politi.

Farvepatroner forebygger røverier
Farvepatronerne er ellers en af de foranstaltninger, der har ført til, at der i de seneste år er blevet røvet langt færre pengetransporter end tidligere.

Det fortæller direktøren for værditransporternes brancheforening, Sikkerhedsbranchen.

»Vi har lavet utrolig mange tiltag i branchen for at forhindre disse røverier. Der er to ting, vi især har fokus på: At der ikke kommer nogen til skade, og at røverne ikke får noget ud af udbyttet«, siger Kasper Skov-Mikkelsen.

Især har farvepatronerne virket forebyggende, fortæller han.

»Selv om røverne slipper af sted med mange penge, kan de ikke omsætte dem, for kufferterne er monteret med farvepatroner. Så selv om de slipper af sted med 700.000 kroner, vil det være meget få af de penge, der 'overlever' sprængladnignen i kufferten. Det gør jo, at nogen ikke gider kaste sig ud i et røveri«.

To røverier i går

I går slap røvere væk med 700.000 kroner fra et røveri mod en pengetransport i Holte. En mand er sigtet i sagen, men politiet har foreløbig ikke fundet pengene.

Og i aftes blev endnu en pengetransport fra Dansk Værdihåndtering røvet af to mænd.

Politiet har få spor af røverne og undersøger nu de biler, de brugte til at stoppe pengetransporten. Udbyttet - som altså er uden farvepatroner - er foreløbig ikke blevet gjort op, men politiet regner med at kende beløbet i løbet af eftermiddagen.

Marie Hjortdal

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her