Midt i den økonomiske krise, der kaster mange danskere ud i arbejdsløshed, lokker den amerikanske flyfabrikant Boeing med hurtige milliardordrer til danske virksomheder. Flygiganten garanterer ordrer for mellem 10 og 20 milliarder kroner, hvis Folketingets politikere i forbindelse med forårets forhandlinger om et nyt forsvarsforlig beslutter sig for at købe Boeings F 18 Superhornet som afløser for de nuværende F 16 jagerfly.
Beløbet afhænger af, hvor mange fly Danmark ender med at købe, og vil især komme højteknologiske virksomheder til gode.
»Hvis vi udvælges til sommer, starter vores modkøbsaftaler med dansk industri med det samme«, siger Thomas Bell, der er vicepræsident for Boeings militære aktiviteter. Den største våbenhandel i 30 år
Bell har gennem de seneste måneder haft kontakt med omkring 25 danske toppolitikere og beslutningstagere i sin kampagne for Boeings jagerfly:
»Jeg vil ikke sige, at krisen hjælper os, men den nuværende økonomiske situation skader ikke Boeings muligheder«, siger han.
Udsigten til hurtigt at sikre værdifulde arbejdspladser kan for alvor bringe Boeing foran den amerikanske favorit Lockheed Martin og svenske Saab i den intense slutspurt om flykøbet, der bliver den størst danske våbenhandel i 30 år. Gade: Det er svimlende summer
Udspillet kommer blot en måned, før en afgørende rapport fra Forsvaret og en række ministerier om flykøbet ligger klar i Folketingets forsvarsudvalg. Og forsvarsminister Søren Gade(V) hilser amerikanernes udmelding meget velkommen.
»Vi skal naturligvis træffe en fagligt forsvarlig beslutning om, hvilket jagerfly vi skal købe. Men det er en kæmpeinvestering – det er svimlende summer, vi taler om – derfor betyder det meget for samfundet, at der er en beskæftigelsesmæssig effekt«, siger Søren Gade.
Han erkender, at muligheden for at få arbejdspladser betyder mere i en situation, »hvor kedlerne ikke kører på 120 procent, men nærmere på 80«.
Ekspert advarer mod 'jysk kræmmermarked'
Henrik Breitenbauch fra Dansk Institut for Militære Studier advarer imod, at der går »jysk kræmmermarked« i flykøbet.
»Købspris og job er lette at håndtere for samtlige politikere. Det er nemmere at snakke om end om de langsigtede strategiske overvejelser ved at købe et fly frem for et andet«, siger forskeren.
Han mener, at beskæftigelsen bør komme i anden række, når politikerne forhandler store våbenordrer. S: Vi skal vælge de bedste fly
I dag er hensynet til dansk industri og danske arbejdspladser en af flere faktorer, som politikerne skal tage hensyn til ved indgåelsen af ’ århundredets våbenhandel’. Derudover handler det blandt andet om projektsikkerhed, flyets militære evner, overordnede strategiske hensyn til andre lande samt prisen.
Boeings F 18 Superhornet er »et godt fly«, mener Socialdemokraternes forsvarspolitiske ordfører John Dyrby Paulsen. Men han understreger, at køb af kampfly ikke er et beskæftigelsesprojekt.
»Hvis det handler om arbejdspladser, så kunne vi bruge pengene anderledes. Vi skal vælge det bedste fly til de opgaver, vi mener det vil få«, siger John Dyrby.
Boeing har allerede underskrevet en række forhåndsaftaler med blandt andet radar- og elektronikvirksomheden Terma og softwarefirmaet Systematic om mulige modkøb, hvis Danmark køber F 18 Superhornet.



























