Passagerer fra smittefly er identificeret

Lyt til artiklen

De sidste tre af de 19 personer, der sad i nærheden af den danske svineinfluenzasmittede kvinde på et fly fra New York til Kastrup, er nu identificeret.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen til Ritzau.

Politiet assisterede
Der er tale om to svenskere og en dansker. Danskeren har det godt, mens ansvaret for svenskerne er overladt til de svenske myndigheder. De tre personer er fundet med hjælp fra Rigspolitiet.

»Politiet har koncentreret sig om at finde de tre personer for os«, siger Jesper Fisker, der er administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.

Fejl i passagerliste
Og vejen til at finde de tre personer, har været lidt bumpet, for passagerlisterne fra flyselskabet Continental har været mangelfulde.

Derudover har det nu vist sig, at der også manglede en side med passagerer, og derfor har der været 112 og ikke som tidligere oplyst 99 passagerer om bord på flyet med den smittede kvinde.

»Det ville selvfølgelig være rarere for os, hvis vi havde fået alle oplysningerne meget hurtigt, men nu har vi fået dem, og vi har fået god hjælp fra rigspolitiet«, siger Jesper Fisker.

Han glæder over, at alle de personer, der sad i nærheden nu er identificeret.

»Det er dem, vi har været mest ihærdige for at få fat i, og det er rigtigt godt«, siger Jesper Fisker.

Ingen risiko for medrejsende

Mange af de resterede passagerer har allerede selv kontaktet Sundhedsstyrelsen på dens telefonlinje, og styrelsen opfordrer de resterede til at tage kontakt. Det er ikke fordi de er i fare, men fordi myndighederne gerne vil vejlede dem, understreger Jesper Fisker.

»Som almindelig dansker skal man tage det stille og roligt, og leve sit liv som man plejer«, siger han.

Continental-flyet landede i København onsdag den 29. april klokken 7.35.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her