En af de nordirakere, som PET mistænker for at være med til at sende terrorister til Irak, vil have Udenrigsministeriet til at klage til de syriske myndigheder over den torturbehandling, han siger, han blev udsat for i et syrisk fængsel i 2007.
Mohamad Ezzedine Hamid blev anholdt af den syriske efterretningstjeneste, da han kom til lufthavnen i Syriens hovedstad, Damaskus, 3. maj 2007. Han blev tilbageholdt i tre måneder i en lille, mørk celle i en kælder under det berygtede Fara Falastin-fængsel. Her blev han efter eget udsagn de første uger systematisk slået, nægtet mad og vand, holdt vågen og på anden måde krænket.



























