Omkring 400 mennesker er blevet sigtet for at overtræde forskellige love i forbindelse med Skats og politiets store aktion mod folk i bandemiljøer i Storkøbenhavn. En del af sagerne handler om skatter og afgifter, mens andre drejer sig om skydevåben, narkotika og overtrædelser af færdselsloven, oplyser Københavns Politi. Kontrolaktionen blev søsat på grund af den langvarige bandekonflikt med skyderier og andre farlige opgør i København. Under den fire dage lange aktion er det lykkedes at beslaglægge 11 skydevåben og 16 andre våben. Samtidig har politiet siden 23. februar optrappet indsatsen på gadeplan, og i den forbindelse har 1702 mennesker måttet vende lommer eller har fået undersøgt deres biler. Politiet har fundet to skydevåben, ni slagvåben og 13 andre former for våben som f.eks. peberspray og strømpistol.
Kun en er sigtet for drab
En større enhed af efterforskere arbejder på at opklare de mange grove forbrydelser. Men politiet har tilsyneladende fortsat kun rejst en enkelt sigtelse i de tre drab, som er sket siden sidste sommer. Et medlem af Hells Angels’ ungdomsorganisation, AK 81, mistænkes for drabet på en 19-årig i august, men er på fri fod, fordi politiets materiale er for svagt. I alt efterforskes 70 sager med relation til skyderierne, oplyser Københavns Politi.
I løbet af ugen blev i alt 13 biler beslaglagt på grund af forskellige ulovlige forhold. Flere af de beslaglagte biler, bl.a. en Jaguar og en BMW 220, havde svenske nummerplader, men ejerne havde glemt at betale både skat og forsikring i Sverige. Andre biler, bl.a. en Jeep og Landrover, havde monteret ulovlige bagsæder, selv om bilerne var indregistreret på gule plader. I gennemsnit er der blevet unddraget skat for mindst 100.000 kr. for hver af de beslaglagte biler, vurderer den operationelle leder fra Skat, Lars Klamer.



























