Regeringen bør acceptere FN’s børnekonvention, for det er børnene, der står som tabere, når konventionen ikke overholdes. Det er det fælles budskab fra 11 danske ngo’er på børneområdet, som er gået sammen om en rapport, de sender til FN, for at gøre opmærksom på børns vilkår i Danmark. I rapporten skitserer gruppen en lang række punkter, hvor Danmark ikke overholder de internationale børnekonventioner. En af organisationerne bag rapporten er Unicef, som mener, at det især er uacceptabelt, at børn og unge lider overlast, når de sidder i voksenfængsler.
Børn skal ikke i voksenfængsler
»Når man straffer folk under 18 år, skal de selvfølgelig straffes, men også rehabiliteres, så de kan komme ud som bedre mennesker. Det har man ikke værktøjerne til i voksenfængsler«, forklarer Anne Mette Friis, chef for børne- og ungdomsarbejdet i Unicef Danmark.
Ifølge en rapport fra Justitsministeriets forskningsenhed sad 118 unge varetægtsfængslet i 2007, indtil der var plads på en sikret institution.
»Vi har blandt andet hørt om tilfælde, hvor det har været svært for forældrene at komme ind og besøge deres børn i voksenfængsler«, forklarer Anne Mette Friis.
Også asylbørnene forsømmes Derfor foreslår Unicef og resten af ngo’erne bag rapporten, at regeringen optrapper den præventive indsats, så man undgår, at så mange unge kommer i fængsel, og samtidig skal der sikres gode pædagogiske tilbud til dem, som ender i fængsel alligevel. Organisationerne mener også, at Danmarks behandling af børn i asylsøgende familier er kritisabel. »Vi har undersøgelser, som viser, at hvert tredje barn viser tegn på psykisk mistrivsel«, forklarer projektkoordinator hos Red Barnet og medforfatter til rapporten Inger Neufeld. En klageinstans for børn For at sikre børns rettigheder foreslår organisationerne bag rapporten, at regeringen som det første anerkender børnekonventionen og gør den til en del af dansk lovgivning. Derefter skal der udpeges en børneombudsmand, som kan varetage børnenes interesser og fungere som klageinstans, hvis børn føler sig krænket. »Hvis man håndhæver børns rettigheder, skal de også have et sted at gå hen. Det har de ikke i dag«, siger Anne Mette Friis. Som eksempel nævner hun blandt andet, at en ombudsmand ville kunne gå ind i anbringelsessager og situationer, hvor børn bliver bortvist fra en skole.




























