Bevismateriale mod Forsvarsministeriet er forsvundet fra ministeriets eget arkiv. Materialet skulle have været brugt i den kommende retssag, som en tidligere afghansk krigsfange har anlagt, fordi han ifølge eget udsagn blev mishandlet og ydmyget, efter at danske soldater tog ham til fange i 2002.
De nye oplysninger kan få afgørende betydning for sagen vurderer juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet:
»I en civil erstatningssag som denne kan det give modparten erstatning, hvis Forsvarsministeriet har mistet materiale, der kunne bevise, at han har ret. Det er op til dommeren at vurdere, hvor stor betydning det skal have for sagens afgørelse. Men det kan betyde, at afghaneren kan få erstatning, uden at man kan forlange yderligere beviser fra ham«, siger hun.
Kræver 50.000 kroner i erstatning
Fangen har krævet 50.000 kroner i erstatning, fordi amerikanske soldater kronragede ham og angiveligt slog og sparkede ham i fangelejren i Kandahar i marts 2002.
»Det er meget trist, at de dokumenter, der kunne være med til at belyse sagen, er bortkommet. Det vil gøre det svært for landsretten at tegne et fuldstændigt billede af, hvad der er foregået, og hvad regeringen har vidst«, siger Tyge Trier, der er advokat for den afghanske fange.
Han oplyser samtidig, at flere dokumenter skulle være »bortkommet«.
Fanget af danske jægersoldater Det omtalte dokument, der er forsvundet, handler om fangernes rettigheder og status og er skrevet af Forsvarsministeriet på et tidspunkt, hvor de danske jægersoldater var i aktion i Afghanistan. Det var dem, der tog den afghanske fange og 30 andre afghanere til fange og afleverede dem til amerikanerne. Sagen eksploderede i 2006, da Danmarks Radio viste den kontroversielle film ’Den hemmelige krig’, der beskylder regeringen for at lukke øjnene for mishandling af fanger i Afghanistan i amerikansk varetægt. Siden har regeringen gentagne gange afvist, at den vidste noget som helst om de påståede fangemishandlinger i Afghanistan. Men nu bekræfter Forsvarsministeriet i en mail til Politiken, at de to dokumenter »ikke findes i Forsvarsministeriets arkiver«. Derudover har Forsvarsministeriet ingen kommentarer til sagen. Professor kalder det uheldigt Professor i forvaltningsret Claus Haagen Jensen kalder det »uheldigt«, at dokumenterne er forsvundet, og siger, at det ikke bør ske: »Man bør indrette sig sådan, at det ikke kan lade sig gøre, for eksempel ved at lave sikkerhedskopier«, siger han.
Dokumenter er også blevet destrueret
Men sagen stopper ikke her. Ud over de to bortkomne dokumenter har Forsvaret destrueret en række dokumenter, der kunne kaste lys over sagen.
Det handler blandt andet om flere situationsrapporter fra jægersoldaterne og Forsvarets Efterretningstjeneste, der ifølge de militære instrukser skal berette om deres operationer i Afghanistan. Rapporterne er dateret lige omkring det tidspunkt, hvor den afghanske fange og hans 30 medfanger blev udleveret til USA.
Det fremgår af flere aktlister, som to journalister fra Danmarks Radio har indhentet i forbindelse med deres research til ’Den hemmelige krig’.
Oplysningerne får eksperterne til at spærre øjnene op:
»Det er klart, at hvis det drejer sig om oplysninger, der kan have betydning for fremtiden, så må man under ingen omstændigheder destruere dokumentet. Medmindre der findes en kopi et andet sted, så er det meget alvorligt«, siger Claus Haagen Jensen.
Uvist om dokumenter findes som kopi






























