Ungdomshuset efter hærværk: Det var ikke os

Der blev også ryddet op i Hyskenstræde i går, efter hærværket natten til lørdag.
Der blev også ryddet op i Hyskenstræde i går, efter hærværket natten til lørdag.
Lyt til artiklen

Det var ikke ungdomshusaktivister, som stod bag hærværket i Hyskenstræde i det centrale København natten til lørdag. Det siger en talsmand for Ungdomshuset, som peger på, at der var en velbesøgt koncert i huset samme aften. »Det eneste, vi arrangerede og havde ansvaret for fredag, var en stor punkfest ude i vores hus. Vi havde ikke andre aktiviteter«, siger Joshua, som ikke vil stå frem med fuldt navn. Han vil ikke sige, hvem han mener har ansvaret. Men andre steder i Københavns undergrund er man ikke i tvivl. Hærværksmændene skal findes i miljøet for ’piratfester’, lyder det fra kilder, Politiken har talt med. Sms-invitationer til fester Miljøet omkring festerne er hemmelighedsfuldt, og festerne bliver typisk holdt usædvanlige og ulovlige steder som nedlagte fabrikker, metroen eller – som fredag – midt i Indre By. Arrangørerne sender invitation via sms, som rundsendes i vennekredse og undergrundsmiljøer. »Det er unfair at sige, at Ungdomshuset eller ’de autonome’ stod bag. Deltagerne i gadefesten er fra mange forskellige miljøer, som kun har det til fælles, at de kan lide at feste på alternative måder i forhold til det almindelige natteliv«, siger en kilde med kendskab til hiphop-graffiti-miljøet. Politiet: Det ligner kredsen fra det gamle ungdomshus Derimod mener politiet, at gerningsmændene skal findes i det autonome miljø. »Mange af deltagerne var iført sort tøj med hættetrøje og havde metaludsmykninger i ansigtet. Sammenholdt med deres opførsel passer det ganske godt til den normale beskrivelse af autonome i kredsen omkring det gamle ungdomshus«, siger talsmand i Københavns Politi, Flemming Steen Munch. »Også pæne folk og piger i stiletter« I Københavns undergrund afviser ingen da heller, at der kan have været ’autonome’ blandt deltagerne i gadefesten. Blandt de grupper, som kommer til piratfesterne, er graffitimalere, sortklædte aktivister, hiphoppere, ravere fra Københavns teknoklubscene – og ganske almindelige unge, som synes, det er smart at lege undergrund i weekenden. »Det er alle mulige forskellige, også pæne folk og piger i stiletter«, siger en kilde, der ønsker at være anonym. V og K: Det bør få konsekvenser De borgerlige politikere på Københavns Rådhus vil lukke Ungdomshuset, hvis det står bag weekendens hærværk. »Viser det sig, at hærværket blev planlagt og udført af unge fra Ungdomshuset, vil det få mig til at se meget kritisk på, om kommunen skal blive ved med at give tilskud til huset«, siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V). Hun får støtte af den konservative sundheds- og omsorgsborgmester, Mogens Lønborg, og hans partifælle, justitsminister Brian Mikkelsen. »Hvis der er en sammenhæng mellem Ungdomshuset og hærværket, bør det klart få konsekvenser for Ungdomshuset«, siger Brian Mikkelsen.

Unge-advokat: Misligholdelse af aftale
Formand for Fonden Jagtvej 69, Knud Foldschack, afviser også, at aktivister stod bag hærværket i weekenden.

»Hvis Borgerrepræsentationen mod forventning skulle fjerne tilskuddet til huset, er det en misligholdelse af vores aftale«, siger Knud Foldschack.

Frank Jensen: Gerningsmændene skal straffes

Der er dog næppe flertal på Københavns Rådhus for at fjerne tilskuddet. Socialdemokraternes spidskandidat til kommunalvalget, Frank Jensen, står fast på, at København skal have et Ungdomshus.

»Hvis politiet kan finde gerningsmændene, skal politiet rejse sigtelse. Man skal ikke begynde at true med at tage tilskuddet fra folk og lægge nogle grupper for had«, siger Frank Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her