Tidligere skreg social- og sundhedsuddannelsen på flere elever, men nu er uddannelsen blevet så populær, at to ud af tre skoler må afvise kvalificerede ansøgere.
»Vi har tre gange så mange ansøgere, som vi har pladser. Så vi må afvise 66 procent af dem. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, for vi kan ikke være sikre på, at de er der om nogle år. Vi burde gribe chancen nu«, siger Vibeke Nielsen, direktør for Randers Social- og Sundhedsskole.
Og skolen i Randers er langtfra den eneste, der oplever øget interesse for at arbejde med omsorg i det offentlige.
Folk kommer fra den private sektor
20 ud af 21 skoler på social- og sundhedsuddannelsen fortæller, at de lige nu har flere ansøgere end sidste år.
Skolerne oplever en stigende interesse fra folk, der kommer fra et job i den private sektor. Det er folk, der er blevet fyret eller frygter at blive det.
Det viser en rundspørge, som fagforbundet FOA har lavet på landets 25 skoler, der uddanner social- og sundhedshjælpere og -assistenter samt pædagogiske assistenter.
»Sosu-uddannelsen er kommet på landkortet«, som Carl Tronhjem, uddannelseschef i Sosu-Næstved, udtrykker det: »Vi vil ikke afvise kvalificerede ansøgere, så vi optager dem på senere hold. Vi skubber en pukkel af elever foran os. Vi er helt bevidst om, at hvis de skal vente for længe, så er der risiko for, at de finder på noget andet«. Kommunen skal garantere praktikplads
Det er landets kommuner, som sætter kvoten for optaget.
Kommunen skal nemlig garantere en praktikplads til alle, der begynder på uddannelsen. Den nuværende dimensionering er fastlagt i trepartsaftalen fra 2007.
I København har de oplevet en stigning i tilstrømningen på 17 procent de sidste fem måneder og forudser, at det vil stige yderligere.
»Det aftalte loft er ikke nok til at matche behovet. Vi bør udnytte det positivt, at når konjunkturerne vender, så er det offentlige en sikker havn. Det så vi også efter prikkerunderne hos bankfolkene for ti år siden«, siger Inger Margrethe Jensen, direktør for Social- og Sundhedsskolen København. Voksenelevløn gør det muligt
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet mener også, at tilstrømningen skyldes en kombination af krisen i den private sektor og de nye gunstige vilkår med voksenelevlønnen.
Voksenelevløn har gjort det muligt for medarbejdere, der er over 25 år og har arbejdet i faget mindst et år, at tage uddannelsen med nogenlunde samme indtægt, som da de arbejdede som ufaglærte.
»Mange har mistet deres job i det private erhvervsliv. De har ikke kunnet finde erstatningsjob, derfor kigger de på det offentlige, som går uden om krisen«, siger Flemming Ibsen. Ekspert: Svært at fastholde mændene
Han mener, at det er mere tvivlsomt, om de nye medarbejdere bliver hængende. Han ser to mulige scenarier:
»For nogle vil det give en ny dimension at arbejde med mennesker. Hvis du i årevis har stået på en møbelfabrik, så vil det give dig en øjenåbner«, siger Flemming Ibsen.
Men omvendt tror han, at det bliver svært at fastholde mændene – især de unge – når konjunkturerne vender, fordi mange af dem har svært ved at se sig selv arbejde med omsorg:
»Der ligger en kæmpe udfordring for sektoren i at skabe et status- og lønløft. De kan holde på mændene, hvis de kan sige, at de arbejder på ældrecentret – og det giver ’en ordentlig, fed hyre’. Og er der først nogle mænd, så bliver det lettere at fastholde de næste«, siger Ibsen.
FOA: Mange nye vil blive i branchen
Formand for FOA Dennis Kristensen har en tyrkertro på, at mange af de nye i branchen vil blive:
»Vi skal heller ikke glemme, at det er et fag, hvor 100.000 medarbejdere blev, da der var opgangstider – også selvom de blev tilbudt job til en bedre løn«.
Formanden ser de mange ansøgere som en drømmesituation – og så alligevel ikke:
»Vi er nødt til at få frit optag på skolerne, ellers har vi ikke en jordisk chance for at løse vores kommende problem med arbejdskraft«, erkender Dennis Kristensen.
Ifølge FOA’s opgørelser får kommunerne de næste ti år brug for omkring 60.000 flere ansatte på social- og sundhedsområdet, hvis vi skal have det samme serviceniveau som nu.




























