Regeringen: Arbejdsløsheden eksploderer

Jobkøen kommer til at koste betydeligt næste år, forudser regeringen. Arkivfoto.
Jobkøen kommer til at koste betydeligt næste år, forudser regeringen. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Regeringen nedjusterer endnu engang forventningerne til den danske økonomi.

Af den økonomiske redegørelse, som regeringen netop har fremlagt, fremgår det, at der ventes op mod 145.000 ledige i 2010, hvilket er næsten 100.000 flere, end da ledigheden ramte sit laveste niveau på cirka 47.000 i august sidste år.

Af redegørelsen fremgår det også, at overskuddet på statens finanser er revet væk i takt med den internationale krise er skyllet ind over landet. Hvor regeringen i 2008 havde et overskud på cirka 63 mia. kroner, så forventer regeringen et underskud på hele 60 mia. kroner i 2010.

Skattereform koster
Det skyldes blandt andet skattereformen, der reducerer statens skatteindtægter voldsomt, øgede udgifter til dagpenge og kontanthjælp som følge af den stigende ledighed, samt et generelt fald i produktiviteten.

Underskuddet betyder, at regeringen skal ud og låne penge. Helt konkret forventer staten, at gælden i 2009 vil vokse med cirka 86.5 mia. kroner.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vurderer dog, at regeringen allerede har handlet, så Danmark vil komme relativt let gennem krisen sammenlignet med andre lande, og han slår samtidig fast, at regeringen er klar med flere tiltag, hvis det skulle blive nødvendigt.

Undgå krise på offentlige finanser

»Regeringen vil ikke tøve med at tage yderligere skridt, hvis situationen påkræver det – under hensyn til at sikre fastkurspolitikken og troværdigheden om de offentlige finanser«, siger Claus Hjort Frederiksen.

»Vi er på vej ind i en ny situation, hvor robustheden af de offentlige finanser svækkes markant – både som følge af det økonomiske tilbageslag og de mange finanspolitiske tiltag (bankpakker, skattelettelser, ophævet anlægsloft i kommunerne, red.). Det er regeringens klare sigte at undgå en krise for de offentlige finanser, som mange andre lande ser ud til at være på vej ind i. Det er afgørende, hvis vi skal sikre velfærden på lidt længere sigt«, siger finansministeren.

Christian Hüttemeier

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her