I weekenden får regnfrakken lejlighed til at tørre. Det sidste døgns voldsomme regnmængder i det østlige Danmark bliver i nattens løb afløst af tørvejr.
»Weekendens vejr bliver en klar forbedring i forhold til de sidste par dage. Der kommer solskin i hele landet, og det bliver stort set tørt, om end noget blæsende. Især lørdag bliver det lokalt op til kuling i vindstødene, men vinden er noget aftagende, og det bliver mere behageligt vejr på søndag«, siger Thyge Rasmussen fra Danmarks Meteorologiske Institut.



























