Så får København sine boliger. Eller i hvert fald muligheden for at bygge nogle af dem. I et bredt forlig har Københavns borgerrepræsentation vedtaget at give 70 millioner kroner til boligområdet i Danmarks hovedstad. »Det er virkeligt positivt, at hele Rådhuset nu kan stå sammen om en fælles politik på området i stedet for, at det hele skal handle om Ritts kreative forsalg, der ikke kunne lade sig gøre«, siger Lars Dueholm fra Venstre i en pressemeddelelse.
Støtte bliver fordoblet
Hovedparten af beløbet, nærmere bestemt 33 millioner kroner, går til støtte af det almene boligbyggeri.
»Det skal være muligt for almindelige mennesker at bo i København, også selv om man ikke har en million stående i banken«, forklarer Anne Vang, politisk ordfører for Socialdemokraterne.
Normalt støtter kommunen almene byggerier med syv procent, men med den nye aftale fordobles støtten.
1. 800 boliger uden toilet og bad Håbet er, at pengene også vil virke som en saltvandsindsprøjtning til det almene boligbyggeri, som længe har været stagneret. »Det er rigtig godt for os, at kunne få gang i det almene boligbyggeri igen, for der er ikke blevet bygget nævneværdige almene boliger i København i mange, mange år«, siger miljø- og teknikborgmester Klaus Bondam (R).




























