Spørgsmålet om velsignelse af homoseksuelle par er et af de få, som stadig kan dele vandene i folkekirken.
Og således også splitte de to kandidater, der er i anden runde af bispevalget i Københavns Stift, som efter bøvl med stemmesedlerne og klager til Kirkeministeriet nu er i gang.
Målet er de ganske vist enige om: Kirken bør ligestille bøsser og lesbiske med heteroseksuelle par, men midlet til at nå det splitter.
Som det er i dag, kan præster, der ønsker det, velsigne et homoseksuelt par, men velsignelsen er ikke juridisk bindende, og homoseksuelle skal også på rådhuset. Og den vej skal alle gå fremover, hvis det står til den ene kandidat, generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann. Han mener, at ligestillingen skal ske ved, at juraen flyttes ud af kirken.
»Det er for enkelt blot at lave et vielsesritual for bøsser og lesbiske. Jeg så hellere, at vi flyttede hele den juridiske del af ægteskabsindgåelsen over på rådhuset, så er der lige forhold for alle. Det vil samtidig ligestille alle trossamfund«. Diskussionen sættes på standby
Han mener, at kirken må gennemtænke de opbrud, der sker i samlivsformerne i disse år. For eksempel er der folk, som vil leve i kollektiver, måske skal de også velsignes.
Hans modkandidat, Peter Skov-Jakobsen, orlogs- og sognepræst ved Holmens Kirke, er uenig.
»Jeg mener, at det er helt naturligt, at kirken får et juridisk bindende ritual for bøsser og lesbiske, og jeg vil være ked af, hvis kirkens vielse ikke er juridisk bindende. Så vil man jo ulejlige alle folk med at skulle på rådhuset«, siger Peter Skov-Jakobsen, som påpeger, at andre trossamfund kan få vielsesbemyndigelse. Vigtigt spørgsmål for vælgerne
Biskoppen vælges af stiftets 1.150 menighedsrådsmedlemmer og præster. Og spørgsmålet om velsignelse af homoseksuelle er ikke uvæsentligt for vælgerne, mener studenterpræst Birgitte Kvist Poulsen fra Peter Skov-Jakobsens valgkomité.
»Det betyder alverden for mig. Der er en stor gruppe, som har vendt sig mod folkekirken, fordi de føler, at det er diskrimination. Det må vi tage alvorligt, og jeg ser ingen grund til at gøre det endnu mere besværligt for alle at blive gift«.
Birgitte Kvist Poulsen mener, at Kaj Bollmann taler udenom.
»Jeg synes, at man sætter diskussionen om ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle på standby ved at tale om juraen. Det er en måde at komme over hurdlen med at diskutere emnet med kirkens højrefløj«.
LÆS ARTIKEL Kirkeministeriet afviser klager over bispevalget
Folkekirkens højrefløj er en broget skare, men et fællestræk er modstand mod blandt andet velsignelse af homoseksuelle. Højrefløjen har under bispevalgkampen peget på Kaj Bollmann som deres fortrukne kandidat. Men det er ikke på grund af hans holdning til homoseksuelle, mener sognepræst i Østermarie Sogn Niels Henrik Lyngbye, som tilhører højrefløjen. »Jeg har peget på Kaj Bollmann på trods af hans holdning til homoseksuelle. Han mener ikke, at det er forkert at velsigne homoseksuelle – det gør jeg«. Højrefløjen vælger tuberkulose






























