Forsvarets historiske bygninger i Nyboder i det centrale København skal renoveres. De fine, gamle, gule huse, der bebos af ansatte i forsvaret, er forfaldne, og der er gået svamp i flere af dem. Derfor har regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og de radikale besluttet at afsætte 100 millioner kroner over de næste fem år til vedligeholdelse af Nyboder og andre af forsvarets »militærhistoriske bygninger«. »Vi vil gerne passe på vores historiske og fredede bygninger på den bedst mulige måde, så det er vi selvfølgelig glade for«, siger Irene Knuth, der er chef for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjenestes byggecenter København.
LÆS ARTIKEL Forsvaret får 3,5 milliarder kroner ekstra
Svamp og nedslidt kloaksystem De første huse i Nyboder blev opført i 1631 i Christian den IV’s tid. De nyeste er fra slutningen af 1800-tallet. I alt er der 880 boliger. Størrelsen varierer fra ganske små på 29 kvadratmeter til store rækkehuse på 260 kvadratmeter, oplyser John Jensen, der er kontorfuldmægtig i Forsvarets Boligkontor. Lejlighederne i Nyboder udlejes til ansatte i forsvaret på 4-årige kontrakter med mulighed for forlængelse på to år, hvis der er familiemæssige eller andre forhold, der taler for det. I de senere år er bygningerne forfaldet. Kloaksystemet er ved at være nedslidt, og da haverne mellem husene har hævet sig, trænger der vand ind i husene, hvilket har ført til skimmelsvamp i flere huse. Samtidig er der i nogle huse toilet på trappen, og gasopvarmningen er heller ikke helt tidssvarende, så det er noget af det, man håber at kunne forbedre med pengene fra forsvarsforliget, fortæller Irene Knuth. Mondæn villa til 11.400 om måneden Forsvaret råder i alt over 1.218 boliger, som lejes ud til de ansatte. Lejlighederne spænder fra nogle ganske små til nogle meget store på attraktive adresser. Et eksempel er Villa Centa i Århus, som er lejet ud til chefen for Søværnets Operative Kommando. Villaen ligger i det mondæne Marselisborg-kvarter i første række til stranden og med skoven som baghave. Huset er på næste 400 kvadratmeter, og huslejen var indtil sidste år omkring 8.000 kroner om måneden, hvilket har ført til kritik af forsvaret for at leje boligerne alt for billigt ud. Forsvaret er derfor ved at gennemføre en ny vurdering af alle boligerne. »Vi har været ude og vurdere hver enkelt bolig for sig, og vi er ved at afslutte vurderingen nu. I nogle tilfælde vil huslejen stige, i andre tilfælde vil den falde«, siger John Jensen fra Forsvarets Boligkontor. I tilfældet Villa Centa blev huslejen sat op til 11.400 kroner om måneden.



























