De giver de afviste irakiske asylansøgere falske forhåbninger og tager ulykkelige mennesker som gidsler.
Så barsk er kritikken fra vicerigspolitichef Hans-Viggo Jensen, der nu helt usædvanligt beder politikere, organisationer og civile danskere, som i disse dage støtter irakerne, om at stoppe hjælpen. »Jeg synes faktisk, at de nu bør trække følehornene til sig og lade være med at bilde de afviste asylansøgere ind, at de har en fremtid i Danmark. De sælger en vare, som de ikke kan levere. Og dermed er de med til at optrappe situationen«, siger vicerigspolitichefen, der står som øverste ansvarlig for udsendelserne af de 244 afviste irakere.



























