Politiet finder to lig i villa

Lyt til artiklen

Et formodet familiedrama er endt på tragisk vis i Skovlunde. Politiet har fundet ligene af en kvinde og en mand i villa.

Tilsyneladende var der tale om et opgør, hvor manden først skød sin kone og efterfølgende sig selv.

»Der er tale om en mand og en dame - et ægtepar - som er dræbt med skud fra et haglgevær«, lyder det fra vicepolitikommissær Ole Nielsen fra Københavns Vestegns Politi til eb.dk.

»Teorien er lige nu, at der er tale om drab og selvmord«.

Kvinden var 57 år og manden 56.

Ikke efterladt afskedsbrev

Vidner hørte lidt flere skud fra huset, men om der er blevet affyret mere end to skud kan Ole Nielsen ifølge eb.dk på nuværende tidspunkt ikke oplyse.

»Jeg kan se, at de er ramt af skud, men af hvor mange, ved jeg ikke endnu, før retsmedicineren har undersøgt ligene«, siger han.

Der er ikke efterladt et afskedsbrev af nogen art. Ifølge Ritzau lå parret i skilsmisse.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her