En 22-årig mand efterlyst for drabsforsøg er blevet varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Glostrup. Manden var ikke selv til stede, idet han er kvæstet og indlagt efter et biluheld, som bragte ham i politiets taknemmelige arme. Manden mistede tirsdag aften styringen af sin bil på Amagermotorvejen og skred ind i en jordvold. Han blev indlagt med diverse brud på Glostrup Hospital, hvor betjente troppede op omkring midnat og erklærede ham anholdt som efterlyst i forbindelse med et skyderi i Ulsøparken i Brøndby Strand i juni.
Undgik kuglerne
En 23-årig mand blev dengang beskudt, da han trådte ud af sin opgang. Han undgik dog alle kuglerne, og politiet mener, at skyderiet bunder i noget lokalt uvenskab.



























