Patienter skal sidst på ventelisten, hvis de uden grund udebliver fra en operation eller undersøgelse på hospitalet. Venstre vil straffe patienterne med støtte fra De Konservative og Dansk Folkeparti. Venstre vil sikre, at hospitaler og praktiserende læger enten sender en sms eller en mail for at minde patienterne om, at de har en tid på hospitalet. »Det betyder jo, at man misbruger de personaleressourcer, der er til rådighed i sundhedssektoren, og de penge, vi sætter af til sundhedsområdet«, siger sundhedsordfører, Birgitte Josefsen, (V) til DR Nyheder. 7.000 aflyste operationer Udeblevne patienter koster dyrt, siger Niels Råberg, som er ledende overlæge på Gentofte Hospital. »Hvis en patient ikke kommer, og vi ikke kan nå at indkalde en anden, så koster det mellem 18.000 og 30.000 kroner afhængig af, hvilken type operation det drejer sig om«, siger han. Sidste år blev der ifølge Sundhedsstyrelsen aflyst over 7.000 operationer, fordi patienter ikke mødte frem.
Det er især knæ- og hofteoperationer, som folk ikke melder afbud til. Det koster skatteborgerne omkring 116 millioner kroner årligt, oplyser Danske Regioner.



























