Det er især børn i daginstitutioner og skolebørn, der får glæde af, at kommunerne kan bruge flere penge på at bygge nyt og renovere til næste år.
For politikerne prioriterer at bruge penge på bedre bygninger til børnene. Det viser et rundspørge, som Politiken har foretaget til landets 98 kommuner. Knap halvdelen af kommunerne har svaret, og næsten alle angiver, at de forventer at gennemføre nybyggeri eller renovering af skoler og daginstitutioner i 2010. Og der er tale om en landsdækkende tendens, siger Holbæks borgmester, Jørn Sørensen (R), som er formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening, KL. »Der har været et efterslæb, og så ser vi også, at kommunerne begynder at bygge en ny generation af skoler og daginstitutioner. Det med institutioner til 40 børn, det er slut. Nu taler vi om institutioner med 100 til 150 børn, og institutioner, der kan noget mere«, siger Jørn Sørensen.




























