Meddelelse fra Søren Hansen Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet (SØK) har som anført i pressen rejst tiltale mod undertegnede Søren Hansen for skattesvig af særlig grov karakter vedrørende årene 2000 - 2006. Tiltalen er begrundet i, at jeg efter SØKs opfattelse, uanset min etablerede bopæl i Monaco siden ultimo 1999 ikke har opgivet en tidligere bopælsmæssig tilknytning til Danmark, hvorfor jeg efter SØKs opfattelse har været fuldt skattepligtig til Danmark i den anførte periode 2000 - 2006. De faktiske forhold er, at jeg, der siden oktober 1997 har været og er professionel golfspiller, i december 1999 meddelte folkeregistret og skatteforvaltningen i Københavns kommune, at jeg flyttede fra Danmark og tog bopæl i Monaco pr. 31. december 1999, hvilket var det der skete. Københavns kommune meddelte herefter ved skrivelse af 18. februar 2000, at min skattepligt til Danmark var ophørt pr. 31. december 1999. Af sagen fremgår, at det er SØKs opfattelse, at jeg, uanset min bopæl i hele perioden 2000 - 2006 i Monaco, siden 31. december 1999 desuagtet har haft mine "livsinteresser" og bolig til rådighed i Danmark. Dette er ikke tilfældet. Jeg har siden 15. august 2001 ejet et sommerhus, beliggende i Hornbæk. Jeg har løbende betalt skat af de indtjente præmiepenge i de forskellige lande, hvor jeg har drevet virksomhed (spillet turneringsgolf), samt betalt ejendomsskat og ejendomsværdiskat m.m. vedrørende sommerhuset i Danmark. Der vil fra min side under sagen blive nedlagt påstand om frifindelse, da jeg ikke mener, at jeg har været fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 2000 - 2006. Jeg har for det første ikke siden slutningen af 1999 haft nogen bolig (der ikke omfatter et sommerhus) til rådighed i Danmark, og jeg har for det andet dokumenteret, at jeg ikke siden slutningen af 1999 har opholdt mig i Danmark i et sådant antal dage, respektive i sådanne samlede perioder, at dette gør mig skattepligtig efter dansk ret, når man har bopæl i udlandet. Ligeledes har mine "livsinteresser" ikke været i Danmark. Jeg bemærker endeligt, at dette er en sag der har stået på i 2 1/2 år. Jeg har i hele den i sagen omtalte periode handlet og handler fortsat efter alle gældende regler, og jeg mener derfor ikke, at jeg har gjort noget forkert. Herudover har jeg ikke yderligere bemærkninger til sagen på nuværende tidspunkt. 12. august 2009 Søren Hansen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























