Skud mod tre betjente på Nørrebro

Den sårede betjent behandles af ambulancefolk, efter at han var blevet skudt og såret i aftes ved 22-tiden.
Den sårede betjent behandles af ambulancefolk, efter at han var blevet skudt og såret i aftes ved 22-tiden.
Lyt til artiklen

En politibetjent blev ramt i maven og i armen, men hans pistol tog af for flere projektiler.

Han var et af målene for et drabsforsøg på Jægersborggade på Nørrebro, da to-tre gerningsmænd gav sig til at skyde løs mod en gruppe mennesker i en smøge på vejens vestlige side - blandt dem flere civilklædte betjente.

FOKUS Bandekrigen i København

Afledningsmanøvre i Tingbjerg?
Forinden havde ukendte gerningsmænd affyret en stribe skud i Brønshøj nogle kilometer derfra.

Politiet undersøger, om den skudepisode var en afledningsmanøvre, der skulle lokke betjente væk fra Nørrebro, oplyser kriminalpolitiets centrale vagtleder på Københavns Politigård.

Politipistol tog af for skud
Betjenten i Jægersborggade undgik at blive kvæstet af yderligere projektiler: Hans tjenestepistol blev tilsyneladende ramt af yderligere to skud og beskyttede dermed offeret mod yderligere skudsår.

Den blev ramt på skæftet, så magasinet på våbnet blev ødelagt.

To betjente og en civil blev også beskudt
En anden betjent har et sår, der kan skyldes et strejfskud, på benet, mens den tredje betjent, der blev skudt efter, har et hul i buksebenet.

Det kan ifølge politiet stamme fra et projektil, der hvislede forbi under angrebet.

En tilfældig beboer - den kendte rapper Niarn - er behandlet for et sår i ansigtet, som menes at stamme fra et strejfskud.

LÆSSkudramt betjent var ved at udskrive en hashbøde

Det er resultatet af politiets foreløbige undersøgelser på stedet, hvor flere gerningsmænd på 18-20 meters afstand åbnede ild mod nogle skikkelser i den mørke smøge, der hyppigt benyttes til hashhandel af de lokale pushere.

Rockergade

Gaden 'tilhører' Hells Angels og dens støttegruppe AK81 og har flere gange tidligere været under angreb fra unge indvandrere under den igangværende bandekrig.

Skuddene faldt fra hjørnet af Kronborggade og Hørsholmsgade, en position, der tidligere har været benyttet under angreb mod mennesker i gaden, blandt andet under et lignede skyderi i april.

LÆS Nyt skyderi på Nørrebro

Efter at have forsøgt at dræbe ofrene stak gerningsmændene af gennem Nørrebroparken mod Borups Plads. Muligvis foregik flugten på cykler, oplyser politiet.

SEBandekrigen i billeder

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her