Borgmester: Våbenbesiddelse er drabsforsøg

Nørrebroskilt, der skal standse skyderierne i bydelen. Arkivfoto.
Nørrebroskilt, der skal standse skyderierne i bydelen. Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Hammeren skal falde - og den skal falde hårdt - hvis en borger tages med våben på sig.

Det kræver den københavnske integrationsborgmester Jakob Hougaard (S), der vil have, at våbenbesiddelse skal straffes som drabsforsøg.

»Vi har fået mafiatilstande. Så vi har brug for en særlig indsats«, siger han.

Kravet kommer efter nattens skyderier dels på Nørrebro, hvor en betjent blev ramt i maven, dels i Brønshøj.

LÆS Politibetjent er blevet opereret efter skud

»Jeg er træt af de skydevåben, der stadig cirkulerer. Vi er nødt til at gøre det klart, at det er en skærpende omstændighed at have et skarpladt skydevåben på sig«, siger han til politiken.dk.

Undtagelseszoner med øget straf
Jakob Hougaard foreslår, at det - i det mindste i områder som på Nørrebro - betragtes som en så skærpende omstændighed at bære på et ladt skydevåben, at det skal sidestilles med drabsforsøg.

»Så er det fordi, man har tænkt sig at skyde efter mennesker. Der er ingen fornuftig grund til at have våben på Nørrebro«, konkluderer han.

»Problemet er, at vi har fået organiserede kriminelle, som jagter hinanden«, konstaterer den københavnske integrationsborgmester.

FOKUS Bandeopgør i Danmark

Advarer mod mangel på politi

Bandekriminaliteten skal efter hans vurdering bekæmpes med en social indsats og gennem politiets efterforskning i de kriminelle miljøer.

Imidlertid frygter han, at politiet kan have svært ved at følge med i de mange skyderier, især når vinterens internationale klimatopmøde begynder at optage mandskabstimer.

»Jeg er bekymret for, om politiet har ressourcer til at håndtere en mafiasituation«, siger Jakob Hougaard.

LÆS OGSÅ Politiforbund: Det er en 'amerikanisering'

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her