Børn bør ikke gå for lud og koldt vand, hvis de mistrives i hjemmet. Skønt alle borgere skal reagere, skal især professionelle reagere. De har en skærpet underretningspligt til kommunen, hvis de ser børn med problemer i vuggestuer, børnehaver, skoler, hos lægen, jordemoren eller sundhedsplejersken.
Derfor indleder Ankestyrelsen en kampagne til disse såkaldte fagpersoner. Kampagnen skal få dem til at reagere på signaler, så de bliver mindet om deres skærpede pligt til at underrette myndighederne. Kommunerne skal reagere senest seks hverdage efter, at de er blevet orienteret mundtligt eller skriftligt om mulige problemer hos et barn.




























