Aldrig før har så mange danskere haft brug for økonomisk hjælp, fordi deres arbejdsplads går konkurs.
I august søgte 3.552 lønmodtagere om penge fra Lønmodtagernes Garantifond, der dækker de ansattes løn, når et firma går konkurs eller i betalingsstandsning. Det er det højeste antal for en enkelt måned, siden LG blev oprettet i 1972. »Fonden er med stor sandsynlighed tom, når året er gået. Vi har oplevet en helt usædvanlig stigning i antallet af ansøgninger fra folk, der mangler en indtægt, fordi arbejdsgiveren er gået konkurs. Selv i løbet af sommeren, hvor aktiviteten på arbejdsmarkedet normalt falder, er antallet steget overraskende«, siger Mogens Højland, kundechef i LG.





























