I Københavns Metro mener man, at det er at gå langt over grænsen at kalde selskabet for homofobisk.
Anklagerne kommer, efter Metroselskabet fravalgte at vise to vinderfilm fra kortfilmfestivalen 60Seconds. Den ene viser to mænd, der kysser og kærtegner, den anden viser fem nøgne mænd, der danser.
LÆS ARTIKEL: Københavns Metro beskyldes for homofobi
»Det er ikke ulovligt at være uenig, synes vi er kedelige eller bonerte, men jeg synes, det er ubehageligt, at de anklager både mig og Metroselskabet for at være homofobiske«, siger presseansvarlig ved Metroselskabet, Kåre Møller Madsen.
Er trængt op i en krog
Siden det kom frem, at Metroselskabet ikke vil vise filmen XY, som viser to mænd, der kysser, har Kåre Møller Madsen svaret på mere end 20 vrede mails fra folk, der mener, at Metroen udviser homofobi i en eller anden grad.
»Det er som at anklage mig for at være racist. Jeg er trængt op i en krog og kan kun svare: 'Nej, jeg er ikke racist'«, siger Kåre Møller Madsen.
Han gentager, at kortfilmen udelukkende er fravalgt, fordi den har en erotisk karakter. Og så er det lige meget, om det er to mænd eller en mand og en kvinde, der kysser.
TV:Her er filmen, Metroen nægter at vise
Homofobisk og kunstnerisk censur
Men den forklaring køber Peer Dahlin Røpke Aagaard ikke.
Han er én af de mange mailforfattere og desuden opretter af facebookgruppen 'Til kamp mod metroens homofobi'.
»Det er en ufatteligt snerpet holdning, at han føler trang til at beskytte - ja, jeg ved ikke hvad. Det lyder som en dårlig undskyldning. Der kører film med bare babser over alt dernede«, siger Peer Dahlin Røpke Aagaard, og fortsætter:
»Det er direkte homofobisk. Det er ikke noget pornografisk overhovedet. Det er kunstnerisk censur, og det er homofobisk«.
Folk er rasende
Risikerer du ikke at udvande begrebet 'homofobisk' ved at bruge det i flæng?
»Det er en protestaktion for pokker! Folk er rasende. Det er det værste eksempel på homofobi, jeg har set i mange år«, siger Peer Dahlin Røpke Aagaard.
De protesterende ønsker, at Metroen skal tage sin beslutning op til genovervejelse.
»Så kan de vise den i aftentimerne, eller hvornår det nu passer dem bedst. Men nu må vi se«, siger Peer Dahlin Røpke Aagaard.
Ingen er perfekte
I kommentarer på facebookgruppen anklages Metroselskabet for tidligere at have vist bare bryster og reklamefilm med seksuelle undertoner på metrostationernes mange fladskærme.
Kåre Møller Madsen vil ikke udelukke, at der tidligere kan have være vist billeder, der kan virke krænkende på passagerere.
»Spørgsmålet er, om det er sket. Det hele beror jo på et skøn. Nobody is perfect«, siger pressetalsmanden.
Eventgruppe tog beslutningen
Normalt er det er eksternt bureau, der bestemmer, hvilke reklamefilm, som skal vises på metrostationerne.
Men i forbindelse med kortfilmfestivalen 60Seconds var det en eventgruppe under Metroselskabet, der fravalgte filmene XY og Untitled.
»Det hele beror på et skøn. Og her har gruppen vurderet, at filmene havde en seksuel karakter, hvilket er imod vores retningslinjer«, siger Kåre Møller Madsen.
fortsæt med at læse




























