Kvinder mangler uvildig abort-rådgivning

Lyt til artiklen

Kittelklædte læger er ikke altid de rette til at hjælpe med de tunge tanker, der følger med overvejelsen om at få en provokeret abort. Derfor søger en del kvinder, der er uønsket gravide, private og frivillige rådgivninger. Men i de seneste år har kristne eller ideologisk funderede rådgivninger stort set været det eneste tilbud uden for sundhedssystemet. Rådgivningerne kan findes på internetsider som abortlinien.dk eller rfm.dk, en forkortelse for foreningen Respekt For Menneskeliv. Nogle af rådgivningerne skriver åbent, at de har kristen tilknytning, mens andre kræver klik på undermenuer, før det ses. Eksperter advarer mod rådgivning Eksperter på området advarer kvinder mod de kristne abortrådgivninger. »Rådgivningerne kan have en bagtanke, som ikke er tilstrækkelig åbenbar for klienten. De kristne bevægelser dyrker måske en idyllisering af familien, som ikke bør influere på, om danske teenagepiger rådes til at blive mødre, selv om de måske ikke har nogen støtte eller er klar til det«, siger Karin Garde, psykiater med speciale i medicinsk kvindeforskning og suppleant i Abortankenævnet. Hun støttes af generalsekretær i Sex & Samfund Bjarne B. Christensen. »Det er ufattelig vigtigt, at rådgivningen tager udgangspunkt i kvindens behov og ikke på forhånd har udgangspunkt i, hvordan hun undgår abort«. Også Mødrehjælpen, der tidligere drev sin egen uvildige abortrådgivning, er bekymret over det kristne indtog. »Går kvinderne til nogen, der har et defineret formål, er det ikke rådgivning, men overbevisning, der bedrives«, siger Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen. Det offentlige tilbud ikke nok 251 gravide kvinder opsøgte Mødrehjælpens abortrådgivning i 2007, og mange af dem endte med at gennemføre graviditeten. Men de havde selv truffet valget ud fra neutral rådgivning, understreger Mads Roke Clausen. Mødrehjælpens rådgivning lukkede med udgangen af 2007, da bevillingen fra statens aborthandlingsplan udløb. Ifølge sundhedsloven skal alle kvinder i forbindelse med abort tilbydes støttesamtaler før og efter indgrebet. Samtalerne kan være hos egen læge eller hos rådgivninger i privat eller frivilligt regi. Behovet for uvildig rådgivning uden for sundhedssystemet er dog stort, siger psykiater Karin Garde. »Det er meget vigtigt, at kvinder, der overvejer abort, har adgang til en rådgivning, der er uvildig, og som forholder sig til lovgivningen og de muligheder, den enkelte kvinde har for at have et barn«.

Minister vil ikke blande sig i det religiøse

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) vil bede regionerne om at sikre, at kvinderne bliver tilbudt den lovpligtige samtale, som de har krav på, men han vil ikke forholde sig til det religiøse aspekt. Ifølge socialdemokraten Kirsten Brosbøl er det offentlige tilbud ikke nok. Ministeren må sørge for, at sundhedsloven opfyldes, og at der bliver afsat penge til private eller frivillige organisationer, der uvildigt kan rådgive om abort. »Vi har mulighed for at få abort i Danmark i dag, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi også har tilbud, der har et neutralt, ikke dogmatisk udgangspunkt«, siger Kirsten Brosbøl, der er formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel Sundhed. Socialdemokraterne har kaldt sundhedsministeren i samråd om sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her