Knap hver anden kommunal leder, der arbejder med børn og ældre, har nu så meget stress i hverdagen, at de selv er bekymrede for deres helbred. Og de peger på én hovedårsag: de mange kontroller, målinger og evalueringer, som de skal udføre for forskellige myndigheder. Papirvældet gør samtidig den sociale service over for borgerne dårligere – hver anden chef siger, at kvaliteten i den offentlige service på deres område er blevet forringet i de seneste fire år. Knokler for at få hverdagen til at hænge sammen Det viser en ny undersøgelse blandt kommunale institutionsledere på skoler, børneinstitutioner og ældreforsorg foretaget for Væksthus for Ledelse og Politiken. Den viden skal følges op med handling, og det skal være nu, siger Søren Thorup, formand for Væksthus for Ledelse.
Kommunalreformen har de sidste år trukket hårde veksler på lederne, som har knoklet for at få hverdagen til at hænge sammen. »Men nu er reformen relativt godt på vej, så nu er der plads til professionelle forbedringer. Vi skal blive bedre til stresshåndtering, og personalet skal have luft til at udføre mere velfærd«, siger han. Reglerne skal forenkles Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) kan ikke love, at situationen bliver bedre det næste års tid. Men om et par år skal det nok lette, håber hun. For i går fremlagde regeringen en pakke med cirka 100 forslag om regelforenkling, som kan blive lov inden sommer. »Vi har vendt hver en sten, når det gælder statslige regler. Men de nye love skal lige have tid til at virke«, siger ministeren. Hun peger dog på, at der stadig er mange kommunale regler og kontrolkrav, som også kunne trænge til oprydning. Søren Thorup mener, at regeringens reform kun er et skridt på vejen: »Der er meget andet, vi skal gøre: stresshåndtering. Bedre uddannelse af lederne. Der er ikke nogen snuptagsløsninger«.



























