Fogh: Danmark skal også yde mere til Afghanistan

Venstre-mand. Anders Fogh Rasmussen deltog på Venstres landsmøde i Odense.
Venstre-mand. Anders Fogh Rasmussen deltog på Venstres landsmøde i Odense.
Lyt til artiklen

Selv om Danmark er et af de lande, der har flest tropper i Afghanistan i forhold til landets størrelse, skal det danske bidrag til krigen sættes op. Det mener i hvert fald Natos generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, som i øjeblikket er på rundrejse i Nato-landene for at få dem til at yde mere. »Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at der er grund til at påskønne den meget store indsats Danmark gør. Altså i forhold til landets størrelse gør landet meget, og vi har oven i købet soldater, der opererer i Helmand-provinsen, som er et særligt udsat område«, siger Anders Fogh Rasmussen. »Når det er sagt, så vil jeg kan slå fast, at min opfordring gælder alle allierede uden undtagelse. Det er værd at se på, om man er i stand til at gøre mere«. Brug for andet end soldater Han vil ikke tage stilling til, om Danmark skal sende flere kamptropper. Det er en nationalbeslutning, siger han, men Nato har foruden flere soldater brug for penge, udstyr og personel, der kan uddanne afghanske soldater og politifolk, ligesom der er behov for personer, som kan uddanne og rådgive i den civile genopbygning. »Vi skal træffe beslutninger inden for meget kort tid, og i den forbindelse er det vigtigt at have den rigtige balance internt i koalitionen. Og hvis amerikanerne kommer op med et væsentligt større bidrag, så er det vigtigt, at de andre allierede ser på, hvordan de kan yde i bidrag. Og det jeg så antyder nu er, at der er en vifte af muligheder«, siger Anders Fogh Rasmussen. Du rejser rundt i øjeblikket til alle landene for at få tilsagn om større bidrag. Har du også haft drøftelser med Lars Løkke Rasmussen? »De møder, og hvem og hvad vi taler om, holder jeg for mig selv«, siger generalsekretæren, der ikke vil sætte tal på, hvor mange nye soldater Nato og de øvrige lande i den internationale koalition skal stille med for at få løst missionen i Afghanistan. »Det er ikke nogen hemmelighed, at general McCrystal – vores øverstkommanderende i Afghanistan – har bedt om flere tropper. Han har bedt om flere Nato-soldater, men først og fremmest har han bedt om, at der sker en kraftig stigning i antallet af afghanske soldater, og der skal man så være klar over, at så er man nødt til at have flere trænere – og det er soldater og politifolk, der skal gøre det arbejde«, siger han. Obama på vej med ny strategi Det forventes, at den amerikanske præsident, Barack Obama, inden for de kommende uger vil præsentere sin nye strategi for Afghanistan. Med den strategi følger friske amerikanske soldater, men ingen ved endnu, om Obama sender 10.000 eller 40.000 nye soldater. Hvor mange det ender med at blive, vil Anders Fogh Rasmussen heller ikke tage stilling til. Han ønsker kun at slå fast, at den internationale koalition som helhed skal løfte opgaven. »Jeg vil ikke stå her og sige noget om den amerikanske beslutningsproces. Det, jeg siger, er, at hvis amerikanerne beslutter sig for at sende flere, bør alle andre allierede overveje, hvordan de kan sikre den rette balance i alliancen«. Så det bliver ikke USA, der tager hele opgaven. Der bliver et udestående til de resterende lande? »Ja, det er det, jeg siger. Det er vigtigt for hele alliancen, at det ikke alene er en amerikansk opgave«, siger Anders Fogh Rasmussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her