Hold din mund over for politiet under afhøringer. Pas på, at din mobiltelefon ikke bliver taget. Og lad for alt i verden være med at opgive navne og adresser på andre aktivister. Sådan lyder nogle af advarslerne til udenlandske aktivister i flere engelsksprogede manualer, der kort tid før klimatopmødet i København florerer på danske aktivisters hjemmeside. Samtidig beskriver manualerne, hvordan dansk politi normalt arbejder ved store demonstrationer.
LÆS ARTIKEL Autonome truer med bål og brand ved klimatopmøde Det får nu politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Politi til at beskylde aktivisterne for at ville bruge kriminelle metoder under topmødet: »De her anbefalinger er møntet på folk med en kriminel dagsorden. Det er lidt ligesom bandekonflikten, uden at jeg i øvrigt vil sammenligne de to grupper, hvor folk også bliver opfordret til ikke at snakke med politiet«, siger Mogens Lauridsen: »Hvis man ikke har gjort noget forkert, er der jo ikke noget problem i at oplyse, hvad man laver i Danmark, og hvorfor man er her«.




























