Hverken jægerkorpset eller Hærens Operative Kommando vurderede i første omgang, at Thomas Rathsacks bog ’Jæger – i krig med eliten’ udgjorde en så stor sikkerhedsrisiko, at den burde stoppes. Tværtimod mente flere af de officerer, der er tættest på soldaternes dagligdag i Afghanistan, at det ville være farligere at gøre en sag ud af bogen, fordi der så ville komme unødig fokus på den.
Kortlægning bygger på højtstående kilder
Det viser en kortlægning af forløbet omkring den omstridte jægerbog, som Politiken har foretaget blandt andet på baggrund af flere højtstående militære kilder med indgående kendskab til sagen.
»Holdningen var, at den ikke var rigtig farlig. Man skal ikke være merkonom i medievidenskab for at kunne regne ud, at hvis vi gjorde en stor sag ud af det, så ville det øge sikkerhedsrisikoen for soldaterne endnu mere, end hvis vi bare lod som ingenting og lod det passere«, siger en centralt placeret militærkilde til Politiken.
DOKUMENTATIONForsvarskommandoens egen redegørelse




























