Der står »JAIL« tatoveret med sorte bogstaver på 17-årige Kims underarm.
Trods sin unge alder kender han adskillige danske fængsler indefra. Den kriminelle løbebane startede i 7. klasse, og siden har han fået 22 domme. Men lige nu er det dansk grammatik, stavning og læsning, der optager Kim under afsoningen i Jyderup Statsfængsel. Unge, der havner bag tremmer, er nemlig overraskende stærkt motiverede for at følge en undervisning og lappe de gabende huller i den tidligere skolegang.





























