Dansk landbrug får gode muligheder i takt med, at klimaet bliver vådere og varmere.
Men det gør mange skadedyr også, og det risikerer at få forbruget af sprøjtemidler til at stige voldsomt, stik imod de politiske ønsker. Allerede nu kan man se, at visse skadedyr viser sig tidligere end før. Advarslen kommer fra professor ved Institut for Jordbrug og Økologi på Københavns Universitet Peter Esbjerg. Han har i årevis forsket i knoporm, som især spiser rødbeder, porrer og gulerødder, og ved nu, at den i løbet af de seneste 20 år har rykket sin tilsynekomst otte dage frem. Da grønsagerne stadig bliver sået på samme tidspunkt som før, betyder det, at knopormen kommer frem, når forholdene på marken er optimale for den, og mulighederne for at gøre skade størst. Knopormen, en natsommerfuglelarve, kan i særligt ’gode’ år koste grønsagsavlere op til halvdelen af deres udbytte. »Men knopormen har vi styr på. Da vi begyndte at undersøge den, var den et meget vanskeligt skadedyr, men nu kan vi rådgive landmændene meget præcist om bekæmpelsen af den, hvis de overvåger den nøje«, forklarer Peter Esbjerg. Sommerfuglelarver Overvågningen består i, at grønsagsavlerne sætter fælder for de voksne sommerfugle og indberetter antallet to gange om ugen sammen med oplysninger om de helt lokale temperatur- og nedbørsforhold. På den baggrund kan eksperterne beregne, om og hvornår der skal gribes ind mod larverne.



























