Anita Bay Bundegaard, kulturredaktør: Det er vist første gang, at nytårstalen handler så meget om dronningen selv. Meget indirekte, selvfølgelig. Men det centrale afsnit om unge og gamle og om, at vi skal give bedre plads til de ældre, selv om de må sætte tempoet ned, er jo en slet skjult refleksion over dronningens egen situation. Frederik kan godt glemme alt om at blive konge foreløbig. Til gengæld ser det ud til, at han kan se frem til at overtage dronningens arbejdsopgaver, mens hun kan »sætte sig roligt ned og vide, at der er mindre at jage efter«, som hun selv siger. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om en meget mere tandløs nytårstale end denne. Men den ligger fint i forlængelse af de senere års taler, hvor almindelighederne har stået i kø. I år er det ellers 25 år siden, at dronningen vovede at opfordre danskerne til at være mere tolerante og undgå de »dumsmarte bemærkninger«. Det jubilæum har hun tydeligvis ikke ønsket at markere.
Kulturredaktør: Fuld løn, halvt arbejde





























