Kommuner har hverken overblik eller penge nok til at tilbyde deres handikappede borgere den hjælp, de har brug for
Socialchefer erkender, at opgaven er langt mere indviklet og dyr, end de havde forudset, og mange gør nu alt, hvad de kan, for at spare. Det er blandt konklusionerne i en ny interviewundersøgelse, som Socialpædagogernes Landsforbund (SL) netop har gennemført. Undersøgelsen har koncentreret sig om at interviewe social- og omsorgscheferne i 13 kommuner, der alle har over 10 procent flere voksenhandikappede borgere uden for arbejdsmarkedet, end en gennemsnitlig kommune har.





























