En colaflaske med afløbsrens kan ende med at give en 10-årig pige varige mén. Det skriver DAGBLADET Roskilde. Pigen og hendes hold fra Stenløse BK spillede tirsdag aften fra 17-18 træningskamp mod Jyllinge FCs fodboldpiger på grusbanen ved Jyllingehallerne. Før kampen havde holdet fra Stenløse købt blandt andet sodavand i hallens cafeteria. »Da de når pausen, tager pigen det, hun tror er hendes flaske. Det var det desværre ikke. Hun drikker, hvad der viser sig at være afløbsrens. Det viser sig, at flasken har ligget i sneen i længere tid«, fortæller formand for Jyllinge FC, Jørgen Petersen, til DAGBLADET Roskilde.
»Ret hurtigt derefter begynder hun at kaste blod op. En ambulance kommer til, og hun bliver kørt på Rigshospitalet, fortæller den tydeligt rystede formand.




























