Landets kommuner er i gang med at forberede sig på den store stigning i efterlønnere og pensionister, der om få år vil dræne landets kommunekasser og skabe mangel på arbejdskraft.
I erkendelse af, at der næppe kommer penge fra statskassen, har en række kommuner taget alternative midler i brug med henblik på at reducere udgifterne til de ældre og tiltrække den arbejdskraft, der er nødvendig for at opretholde niveauet i ældreplejen og skolerne. »Vi har længe haft fokus på den udfordring. Derfor har vi også lavet en målrettet indsats, der skal omskole nogle af dem, som er blevet fyret fra det private arbejdsmarked i forbindelse med finanskrisen til eksempelvis plejesektoren, hvor vi ved, der kommer til at mangle arbejdskraft lige om lidt«, siger Haderslevs borgmester Jens Christian Gjesing (S). I Haderslev er en tredjedel af folkeskolelærerne over 50 år. Det samme er næsten halvdelen af sosu-assistenterne, der skal passe de mange ældre.



























