Borgmester støtter skolemøde for kvinder

STØTTE. Københavns Børne- og ungeborgmester mener, at Holbergskolen gør det rigtige ved at opdele aftenens møde.
STØTTE. Københavns Børne- og ungeborgmester mener, at Holbergskolen gør det rigtige ved at opdele aftenens møde.
Lyt til artiklen

Holbergskolen i København har kun inviteret mødrene til et aftenmøde omkring mobning.

Det initiativ synes Københavns nye Børne- og ungeborgmester godt om.

LÆS ARTIKEL

Københavnsk skole nægter fædre adgang til skolemøde

»De har et mobbeproblem, der skal løses, og de har vurderet, at det er mødrene, der skal på banen«, siger Anne Vang (S).

»Jeg bakker skolen fuldstændig op i den beslutning«.

Holbergskolen afholder i aften et møde for at sætte fokus på mobning. Men det er kun elevernes mødre, der er inviteret.

Skolelederen, Søren Ellesøe, siger til Berlingske Tidende, at det valg er truffet, for at skabe kontakt til en gruppe, der normalt ikke kommer så ofte på skolen.

På Christiansborg falder initiativet ikke i god jord hos De Konservative, Dansk Folkeparti og SF, der alle har været ude og kritisere skolens møde.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er ifølge Berlingske Tidende heller ikke begejstret, men vil ikke gribe ind.

»Sæt jer ind i sagen«
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, er helt på linje med borgmester Anne Vang.

Han mener, at de kritiske politiske røster ville forstumme, hvis de satte sig mere ind i, hvad skolen egentlig havde gang i.

»Regeringen vil have flere tosprogede elever ind på de skoler, hvor der i forvejen ikke er så mange. Det har Holbergskolen gjort, og nu forsøger de at skabe et netværk, styrke en reel integration og komme mobning til livs«, siger han.

Han kalder skolens initiativ et »skoleeksempel« på nogle, der forsøger at lave integration i Danmark.

Jeppe Kondrup Adelborg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her