De store danske sygehuse med kræftafdelinger bruger kun deres skannere til at undersøge halvt så mange patienter for kræft som muligt. Mens man på Vejle Sygehus kan undersøge fire patienter for kræft i en CT-skanner per time, så undersøger man på Universitetssygehusene i Århus, Herlev og på Rigshospitalet kun to patienter i timen, viser oplysninger, som Politiken har indhentet. Alligevel beder de danske sygehuse nu regeringen om mere end en milliard kroner til at indkøbe nyt udstyr for at kunne leve op til løfterne om akut behandling af kræftpatienter. Af dem skal mere end halvdelen anvendes til at indkøbe et stort antal nye skannere. Vejle Sygehus har de seneste 10 år udviklet en hurtig og effektiv måde til at få undersøgt og behandlet kræftpatienter. Ved første kontakt med sygehuset bliver patienterne præsenteret for et fast forløb, hvor tider til undersøgelser og behandling bliver fastsat med det samme.
Kort ventetid
Mens andre sygehuse har lange ventetider til skanning for kræft, er ventetiden meget kort på sygehuset i Vejle, der samtidig er blandt de allermest effektive sygehuse.
»Den helt store misforståelse er, at det skulle være dyrere at gøre tingene rigtigt og hurtigt. Man sparer penge«, siger overlæge Thomas Skjødt, der er leder af røntgenafdelingen.
Danske Regioner fremlagde for seks uger siden en plan, der fra i morgen skal sikre akut behandling af patienter med lungekræft eller hovedhalskræft. Senere skal patienter med andre kræftformer også tilbydes hurtig behandling.
Som led i planen har sygehusene opgjort, hvad de mener, der skal til, for at de kan opfylde løfterne. Samlet beder de om mere end én milliard kroner til nye skannere, andet udstyr og bygninger, og mere end en halv milliard om året til ekstra lønninger fremover. I alt 1,6 mia. kroner.
Region Hovedstaden har alene bedt om mere end 700 millioner kroner ekstra for at kunne tilbyde kræftbehandling uden unødige forsinkelser.
Det vil, erkender regionen, betyde, at maskinparken kommer til at stå ubrugt i endnu længere tid end i dag, og at personalet i perioder ikke vil have noget at lave.
»Effektiviteten vil blive lavere«, siger Svend Hartling, der er koncerndirektør i Region Hovedstaden.
Undersøger om skannere kan udnyttes bedre




























