Freden vil i den grad blive brudt i et af landets største og mest stille naturlandskaber, hvis Folketinget vedtager et lovforslag fra Miljøministeriet om at lægge et testcenter for kæmpe vindmøller i Østerild Plantage i Thy.
Planen indebærer fældning af 12 kvadratkilometer skov og møder hård modstand fra naturorganisationer og i Skovrådet og Vildtforvaltningsrådet, som rådgiver ministeriet. Området ligger mellem Nationalpark Thy og naturreservat Vejlerne, Danmarks vigtigste område for vandfugle. Krav om plantning af større skovareal Danmarks Naturfredningsforening fremhæver, at det normalt er svært at få lov at fælde såkaldt fredsskov. Tilladelser ledsages altid af krav om, at der skal plantes et større skovareal end det ryddede som erstatning, og at det skal ske ret hurtigt. I denne sag lægger Miljøministeriet i sit lovforslag op til, at der ad åre vil blive plantet erstatningsskov i forholdet 1:1, men der vil ikke blive tale om et samlet areal. »Man har haft en nidkær holdning til at give dispensation til at fælde fredsskov. Nu, hvor staten selv vil foretage langt den største rydning hidtil, prøver man at fifle med tallene«, siger vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), Poul Hald-Mortensen. En af de største landskabsforandringer Han skønner, at de største tidligere dispensationer til at fælde fredsskov har drejet sig om arealer, der blot er på få procent af de her foreslåede 12 kvadratkilometer.





























