Danmark er sammen med de øvrige skandinaviske lande omdrejningspunkt for omfattende khatsmugling. Overskuddet er med til at finansiere afrikanske terrorgrupper, som bl.a. Muhammed-tegneren Kurt Westergaards overfaldsmand er tilknyttet, skriver Berlingske Tidende.
Politiet anslår, at der dagligt smugles et ton af den euforiserende plante khat ind i Danmark via grænsen til Tyskland til en gadeværdi på ca. 200.000 kr. I de seneste år er politiets beslaglæggelser af stoffet steget markant, og i 2008 konfiskerede politiet i alt otte ton khat, som særligt somaliske mænd misbruger.



























