Det var flere af de ledende figurer i det somaliske miljø i København, som politiet i går anholdt og sigtede for at stå bag trusler mod Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard. Udover en imam var det direktøren for en fremtrædende somalisk bank i Danmark. Han har i flere dage været indlagt på et hospital i København og lå således i sin sygeseng, da politifolk tidligt i går morges troppede op på hans sengestue. »De kom cirka ti mand klokken seks om morgenen og var her helt til klokken halv fem om eftermiddagen«, sagde manden i går fra sin sygeseng til Politiken.
»De udspurgte mig om truslerne mod Pia Kjærsgaard, men dem kender jeg ikke noget til«, sagde han.




























