Spildevandsrensningen bliver langt den dyreste del af de nye vandplaner, som skal rette op på den miserable tilstand i de danske åer, søer og fjorde. Prisen kan blive op mod 100 milliarder kroner, som skal betales af forbrugerne i form af højere vandtakster. Det skønner formanden for Kommunalteknisk Chefforening, Torben Nøhr. Taksterne er ikke omfattet af skattestoppet. Hans vurdering bygger på erfaringerne fra Vordingborg Kommune, hvor han er teknisk direktør, og som sidste efterår vedtog en ny spildevandsplan. »Vi skal investere knap 1 milliard kroner over 10 år, blandt andet i ny kloakering og specialrenseanlæg til ejendomme i det åbne land. Det kan man gange op med antallet af kommuner, og så har vi et beløb på op mod 100 milliarder kroner«, siger Torben Nøhr. Kommunerne er ikke ens, men ifølge Torben Nøhr er Vordingborg Kommune på mange måder typisk for kommuner uden for de store byer. Vordingborg er bare gået lidt tidligere i gang. De vandplaner, som er afgørende for den kommunale indsats for vandmiljøet, skulle have været fremlagt for et år siden, men blev først præsenteret af Miljøministeriet i januar og er nu på vej gennem en høringsproces. »Det lyder meget voldsomt« Halvdelen af de danske åer, to tredjedele af søerne og næsten 90 procent af fjordene og kystområderne lever ikke op til EU’s miljøstandarder. I By- og Landskabsstyrelsen, som står for vandplanerne, mener man, at Nøhrs skøn er alt for højt. »Vi har ikke gjort det op på den måde, men det lyder meget voldsomt. Det kan jeg ikke få det til at blive på nogen måde«, siger civilingeniør Mogens Kaasgaard fra By- og Landskabsstyrelsen. Han oplyser, at styrelsen har omregnet investeringerne på spildevandsområdet til et årligt beløb over anlæggenes levetid, hvilket bliver til 340 millioner kroner om året. Hvor mange år det handler om, drejer sig om typen af anlæg:
Kloakrør har for eksempel længere levetid end renseanlæg, siger Kaasgaard. En af de store opgaver på spildevandsområdet er ejendomme i det åbne land, hvis spildevand i dag ikke renses. Kommunerne er allerede i gang med omkring 90.000, men ifølge vandplanerne skal 17.000 flere ejendomme i det åbne land enten tilsluttes kloaknettet eller forsynes med en anden form for vandrensning. Takstloft næste år Spildevandsområdet er brugerfinansieret, så Vordingborg har hævet taksten fra 35 kroner til 50 kroner per kubikmeter, altså med over 40 procent. Det kolliderer ikke med skatteloftet, men Miljøministeriet vil fra næste år indføre et takstloft på vandområdet, og det kan give problemer for indsatsen. »Det har vi kæmpet lidt med, for vi har kunnet se, at der ville komme store investeringer. Men jeg håber, at Miljøministeriet erkender, at det vil betyde takststigninger«, siger formanden for udvalget for teknik og miljø i Kommunernes Landsforening (KL), Jens Stenbæk (V). Han har ikke noget overblik over omfanget af investeringerne i spildevandsrensning som følge af vandplanerne. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse fra konsulentfirmaet Rambøll mener 37 procent af kommunerne, blandt dem særlig de mindre kommuner med under 50.000 indbyggere, at de ikke har de fornødne ressourcer til at klare opgaven med vandplanerne. Det undrer ikke Torben Nøhr, men han mener ikke, at det er noget problem. »Jeg opfatter det ikke, som om kommunerne ikke kan udføre opgaverne. De er bare nødt til at købe sig til hjælp. Det er jo ikke alle kommuner, der har specialister som marinbiologer eller hydrogeologer ansat«, siger han.





























