De gode intentioner må give op over for graffitimalernes spraydåser. Efter at have brugt 300.000 skattekroner på at rense den fredede mur rundt om Assistens Kirkegård på Nørrebro i København for graffiti kaster Københavns Kommune håndklædet i ringen, oplyser P4 København. Beboere træt af hærværk For lige så snart graffitien, der primært støtter kampen for et nyt ungdomshus, er fjernet, bliver der malet på muren igen. Det var politikerne i Københavns teknik- og miljøudvalg, som besluttede, at der fra slutningen af august skulle bruges en million kroner på at rense kirkegårdsmuren efter mange henvendelser fra borgere, der ikke brød sig om hærværket. Men nu er rensningen altså opgivet efter 14 dages kamp. Og det er for ikke at kaste gode penge efter dårlige, siger direktør Flemming Tschuriloff fra Center for Kirkegårde. »Vi kan få mange rare ting på vores kirkegårde for en million kroner til gavn og glæde for borgerne. Og derfor er det da ærgeligt, at have brugt 300.000 helt forgæves«, siger Flemming Tschuriloff. Graffitihærværk har vundet Og det ærgrer ham også gevaldigt, at graffitimalerne har vundet: »Op til Ungdomshusets nedrivning var der jo en lang periode, hvor murene var ret pæne. Derfor er det en brat opvågning for borgerne at opleve, at nu står murene igen bemalet, når der nu iøvrigt er ryddet op på Nørrebro. Men det må vi altså konstatere, at det er tiden ikke moden til«, siger direktøren til P4 København.
Center for Kirkegårde har nu sat nogle skilte op, der appellerer til spraymalingsentusiasternes bedre jeg. Der står: 'Dette er en gammel fredet mur. Ku vi ikke blive fri for graffiti?'. ...De skilte er nu også malet over.



























