Risikoen for, at en lykkelig graviditet ender i en ulykkelig dødfødsel, stiger, i takt med hvor stressede de gravide kvinder er.
Det viser en undersøgelse, som læger fra Aarhus Universitetshospital i Skejby står bag. Over en periode på ni år har lægerne indsamlet spørgeskemaer fra knap 20.000 gravide kvinder, som har angivet, hvor stressede de følte sig i måneden forinden. Og tendensen er klar: De kvinder, der angav, at de følte sig mest stressede, havde 80 procent større risiko for, at barnet døde i deres mave. Samlet set er deres risiko for dødfødsel 4,9 promille sammenlignet med 2,6 promille for de gravide, der er middel stressede. Stressen skal forebygges Undersøgelsen, der er offentliggjort i tidsskriftet for obstetrik og gynækologi, BJOG, er det første store studie af sin slags.


























