Screening fandt få høretab hos spædbørn

Emil Zilmer Lund  til høretest på Hvidovre Hospital. Hans hørelse er helt i orden.
Emil Zilmer Lund til høretest på Hvidovre Hospital. Hans hørelse er helt i orden.
Lyt til artiklen

Det kan handikappe et barn voldsomt for resten af livet, hvis det fødes med et høretab, der opdages for sent.

Indlæring af sproget vanskeliggøres, og den sociale tilpasning hæmmes. Men er det grund nok til at lade en hel fødselsårgang på næsten 65.000 nyfødte høreteste straks efter fødslen? Et landsdækkende screeningsforsøg, der blev afsluttet sidste år, fandt blot 107 spædbørn med medfødt høretab blandt 50.600 screenede i en enkelt fødselsårgang. I en evaluering af hørescreeningen, der offentliggøres i dag, fremhæver Sundhedsstyrelsen, at der ikke skal findes ret mange færre, før man måske bør overveje, om indsatsen har sin berettigelse – eller om ressourcerne er bedre anvendt andre steder. Anbefaler at screeningen fortsætter »Vi anbefaler, at screeningen fortsættes. Men vi understreger også, at man bør holde nøje øje med, hvor mange børn med medfødt høretab der findes. Samtidig foreslår vi, at der eventuelt udføres en nærmere sundhedsøkonomisk analyse for at få fastslået, om det er et tilbud, hvor samfundet får tilstrækkeligt udbytte af sin indsats«, siger akademisk medarbejder Kristoffer Lande Andersen, Enhed for Kvalitet og Evaluering i Sundhedsstyrelsen. Fejlregistrering og problemer med selve kodningen af de mange tusinde diagnoser har ifølge Sundhedsstyrelsens rapport rejst tvivl om screeningsforsøgets værdi. Reelt kan der være tale om, at de 107 børn med medfødt høretab viser sig at være færre. For 64 af de 107 har fået en kode, der dækker over en foreløbig og således ikke endeligt fastslået diagnose. »Der er et dilemma i dette her. På den ene side er det ikke ret mange fund, der er gjort. På den anden side viser vores rapport, at man med screeningen vitterligt kan opfange børn med medfødte høretab meget tidligere end før og derved også kan nå at yde en større indsats for dem«, siger Kristoffer Lande Andersen. Børnene får bedre en bedre udvikling Overlæge Randi Wetke, Århus Sygehus, formand for Dansk Medicinsk Audiologisk Selskab, er meget positiv over for hørescreeningen. »Jeg er slet ikke i tvivl om, at dette her skal fortsætte. Tidligere gik der ofte op mod to år, før vi fandt disse børn, og det fik stor negativ betydning både for børnene og for deres familie resten af livet. Børnene kom et år senere i skole, og de blev hæmmet permanent i deres sproglige og sociale udvikling«, siger hun. Men er det ikke voldsomt at lade samtlige nyfødte børn i Danmark screene for at finde frem til et trods alt meget lille antal børn, som jo heller ikke på nogen måde har et livstruende problem? »Det kan du sige, men det har til gengæld meget stor betydning for de børn, der så bliver fundet og straks kan få et høreapparat. Desuden er jeg sikker på, at vi får pengene igen senere. Når deres høretab opdages tidligt, får børnene en langt bedre udvikling, og der spares store omkostninger til bl.a. tegnsprogsindlæring og talepædagogik«. Færre børn end ventet har problemer Da screeningen blev sat i gang, vurderede man, at der ville blive fundet 100 børn med dobbeltsidigt og 150 børn med ensidigt høretab, altså omkring 250. Der er fundet under det halve. Virker screeningen ikke – eller er der bare ikke så mange danske børn med medfødt høretab, som man troede? »Screeningen virker. Men vi må nok erkende, at der ikke er helt så mange børn med dette problem, som vi troede. Men sagen er jo den, at før dette forsøg vidste ingen rigtig, hvor mange børn vi egentlig talte om«, siger Randi Wetke. Høretesten af de nyfødte udføres typisk i forbindelse med den obligatoriske PKU-prøve, en blodprøve, der tages fra barnets hæl lige efter fødslen. Det vil koste ca. 15 millioner kroner årligt at screene de nyfødte, og ordningen fortsætter foreløbig til udgangen af 2007. Den nye evaluering skal danne grundlag for en beslutning om at fortsætte screeningerne eller ej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her