Man ser dem på gaderne, de drikker kaffe i kantinerne på uddannelsesinstitutionerne, og med flid, begavelse og ambitioner trænger de sig frem i alle de statistikker, der fortæller det nye årtusinds mest vellykkede integrationshistorie om stærke veluddannede indvandrerpiger, der er i gang med at vinde deres egen klassekamp.
Sibel, der hedder noget andet, men af hensyn til sin familie ønsker at være anonym, er en del af den historie. Hun er på vej mod sin kandidatgrad, er lovet fastansættelse i den virksomhed, hvor hun allerede arbejder, og lønnen er på den pæne side af 30.000 kroner. Bor stadig hjemme hos mor og far Til daglig rejser hun verden rundt og bor på internationale luksushoteller, når hun skal udføre sit arbejde for en global koncern, men i Danmark bor hun stadig hjemme hos mor og far, der kom fra Tyrkiet for mange år siden. Til sommer skal hun giftes. Hendes far ved det bare ikke. Familien har deres anelser, men de taler ikke om det, og det gør hun heller ikke.






























