SAS stopper alle afgange til Norge

Vulkansky. Røgen stiger op fra krateret af vulkanen Eyjafjallajokull.
Vulkansky. Røgen stiger op fra krateret af vulkanen Eyjafjallajokull.
Lyt til artiklen

Passagerer, der skulle flyve til Norge torsdag, må gå forgæves i Københavns Lufthavn.

SAS har aflyst en række afgange til Norge, og fra klokken 10 kommer ingen fly ind i norsk luftrum. Det bliver nemlig lukket på grund af vulkanasken fra den islandske vulkan Eyjafjallajökuld.

Også andre ruter er påvirket af asken, og det har betydet aflysninger til det nordlige England og Skotland. Og flere aflysninger er i vente.

»Det er selvfølgelig svært at forudsige, hvad der sker. Men vi følger situationen nøje, og det kan meget vel få betydning for vores flytrafik. Det gælder både indenrigsfly, men også ruter ind og ud af København hele dagen«, siger pressechef hos SAS i Danmark, Mikkel Thrane.

LÆS ARTIKEL British Airways aflyser alle indenrigsfly

For at undgå at aflyse flere ruter end nødvendigt overvejer SAS at ændre flere flyruter.

»Nogle steder kan man simpelthen ikke lette og lande, og så betyder det selvfølgelig, at vi må overveje alternativer til at få passagererne hen, hvor de skal«, siger Mikkel Thrane, og fortsætter:

»Det er meget beklageligt for passagererne, men der er ikke noget at gøre ved det«, siger Mikkel Thrane.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her