Voldsom brand tæt på Amalienborg

Brand. Ilden har raseret de to øverste etager i Bredgade 54 og 52. Foto: Jens Dresling
Brand. Ilden har raseret de to øverste etager i Bredgade 54 og 52. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Mindst 14 slukningskøretøjer er kaldt ud for at slukke en brand i en af Københavns fredede bygninger, Dehns Palæ, Bredgade 54, der huser Danmarks Apotekerforening.

Det oplyser politiets indsatsleder på stedet, Jan Nielsen, til politiken.dk. Han pointerer, at branden er under kontrol, og at slukningsarbejdet fortsætter.

Bygningen ligger i Frederiksstaden tæt på Amalienborg, og politiet spærrede i de tidlige morgentimer af for trafikken til området.

Værdier reddes ud af bygningen
Dehns Palæ ligger på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Også nabobygningen er skadet af branden, der har raseret de to øverste etager i begge bygninger.

En række medarbejdere fra servicegiganten ISS er gået i gang med at redde diverse værdier ud af bygningen, oplyser Jan Nielsen.

»Disse værdigenstande kan næppe tåle al det vand, der er brugt på slukningen«, siger Jan Nielsen.

I de tidlige morgentimer evakuerede redningsfolk fire personer fra nabobygningen. De fire kunne senere vende tilbage.

Bredgade er spærret

Brandalarmen i bygningen gik ved 03-tiden. Da brandvæsen og politiet kom til stedet, var ilden slået op gennem bygningens tag. Men der er ikke fare for, at den vil brede sig til nabobygningerne, oplyser politiets vagtleder.

Indsatsleder Jan Nielsen oplyser, at trafikken til og fra Frederikstaden vil blive omdirigeret til ud på eftermiddagen. Bredgade er spærret mellem Sankt Annæ Plads og Fredericiagade, og trafikken ledes forbi brandstedet via Sankt Annæ Plads og Toldbodgade.

Flemming Ytzen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her