Det skal være slut med, at danskerne med offentligt tilskud i ryggen køber dyr medicin på apoteket, når de kan få lige så god behandling ved at tage præparater, der er op til 10 og 20 gange billigere. Sundhedsminister Bertel Haarder (V) bebuder nu en omfattende kulegravning af samtlige de lægemidler, hvor patienterne ved køb på apoteket får tilskud fra det offentlige. Hans fagfolk skal se på, om lægemidlerne stadig lever op til betingelserne for at få et generelt tilskud.
Ambitionen er at fjerne al offentlig støtte til lægemidler, hvor der er langt billigere og lige så gode alternativer til rådighed. Ikke bare luftsteg og vindfrikadeller Og der er et trecifret millionbeløb at spare, uden at patienterne vil få dårligere behandling, vurderer ministeren på baggrund af beregninger fra sine fagfolk. »Vi forventer, at den gennemgang, der går i gang nu, vil føre til besparelser på 320 millioner kroner for det offentlige. Dertil kommer, at patienterne også vil spare penge. Så der er kød på. Der er substans i det. Det er ikke bare luftsteg og vindfrikadeller«, siger Bertel Haarder. Institutchef: 1-2 milliarder spildes I Politiken Søndag advarede Institut for Rationel Farmakoterapi under Lægemiddelstyrelsen om, at samfundet spilder 1-2 milliarder kroner årlig på dyr medicin, hvor patienten vil have præcis lige så stor gavn af billigere midler.



























