Den 21-årige libaneser Youssef Mohamad, som er mistænkt for at stå bag den største terror-trussel, som Tyskland hidtil har oplevet, ville flygte til Danmark. Det oplyser dagbladet 'Der Nordschleswiger' i Aabenraa. Youssef Mohamad ville sammen med en anden ukendt gerningsmand anbringe to bomber i tyske regionaltog i nærheden af Dortmund og Koblenz. Bomberne blev imidlertid fundet, og det lykkedes af ukendte årsager ikke gerningsmændene at bringe dem til eksplosion. Lige så store eksplosioner som i London Tyske sikkerhedseksperter mener, at bomberne, der blev fundet i to regionaltog 31. juli, kunne have udløst lige så store eksplosioner som de bomber, der sprang i Londons undergrundsbane sidste år. Tysk politi, som anholdt Youssef Mohamad i lørdags på Kiels hovedbanegård, har endnu ikke aflyst terror-faren, fordi man hidtil ikke har fundet den efterlyste anden gerningsmand. Youssef Mohamad var elektronik-studerende i Kiel og menes at ville flygte til Danmark, fordi han har kontakter her i landet. PET ønsker dog ikke overfor 'Der Nordschleswiger' at kommentere om Muhamad har kontakter i Danmark.
Tysk terrormistænkt har måske forbindelser i Danmark
Lyt til artiklen